Jeg ser, at du er træt – men jeg kan ikke gå alle skridtene for dig.
Du må gå dem selv, men jeg vil gå dem med dig.
Jeg ser, at du har ondt – men jeg kan ikke græde tårerne for dig.
Du må græde dem selv, men jeg vil blive hos dig.

Når noget gør ondt på andre, har vi en tendens til at ville tage det væk. Nogle gange, fordi vi i os selv ikke kan rumme andres sorg, tårer eller belastninger. Nogle gange fordi vi ikke ved, hvad vi skal gøre eller stille op med andres smerte. Vi vil så gerne skabe glæde og smil i stedet. Vi vil så gerne mærke det lette, for det svære, som vækkes i os, har vi det svært med.

Men livet rummer det hele.

Når noget føles svært, er svaret ikke at fjerne det, men netop at gå med det, og gerne sammen med nogen, der kan vise os, at det ikke er farligt, og som kan stå i det. Da har vi én at læne os af og støtte os til, når vi står det igennem. Vi behøver ikke at gå i stykker af smerte. Men det kan være angstfyldt at gå ind i mørket, der er inde i os. Men at få øje på det og få sagt det usagte sagt højt, kan være en kæmpe forløsning.

Vi håber nogle gange at ”tiden læger alle sår”, men det gør den ikke altid. Selvom det kan være smertefuldt at gå ind i smerten og mørket, ligger der en stor heling i at gå derind og blive stående der, indtil vi opdager at lyset også vender tilbage her og, vi opdager, at vi ikke har mistet noget, men fundet en masse. Prøv at være med til alt, du føler – gå med til, at det er, som det er – for sådan er livet.